din kompetente familie
Forfatter: Jesper Juul
Sidetal: 195 sider
Udgivet: 2008
Forlag: Apostrof
ISBN:
Pris ved udgivelse: kr.
Jesper Juul øser her af sine mange års erfaring som familieterapeut og forfatter (af bl.a. “Dit kompetente barn”).
Fokus er flyttet fra barnet til familien, så man i st. for at spørge “Hvad er rigtigt for barnet?” må spørge “Hvad er rigtigt for mig - og hvordan vil det være for mit barn?” Der gives eksempler fra de voksnes samliv og fra livet med spæd/småbørn og teenagere. Eksemplerne vises i forhold til emner som f,.eks. grænser, ansvar, ligeværdighed og lederskab.
Forfatterens pointe er, at når den voksne tager ansvar for sine egne følelser og behov og værner om egne grænser bliver det også naturligt at respektere barnets følelser, behov og grænser.
Et kapitel handler således om børns behov for opmærksomhed. Alle har behov for at blive "set" bag facaden, til forskel fra at blive "set på". Når et barn (eller en ung eller partneren) kræver opmærksomhed på irriterende facon, kan det være fordi det savner at blive set som det menneske det er. Børn - og voksne - har brug for at fortælle om sig selv og blive lyttet til uden at blive opdraget eller belært.
I “Din kompetente familie” synes jeg ikke der er overraskende nyt for sundhedsplejersker, så jeg mener, at bogen er mere rettet til familier end til professionelle. Forældre vil kunne genkende dilemmaer som f.eks. om børn skal have pligter og om konflikter ved måltidet. Ved at læse "Din kompetente familie" vil de få større forståelse for mekanismerne bag dem, og nogle gode bud på løsningen af dem.
