Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde

Forfatter: Marianne Skytte
Sidetal: 268 sider
Udgivet: 2008
Forlag: Hans Reitzels Forlag
ISBN: 9788741203850
Pris ved udgivelse: kr.


Det er forfatterens håb med denne bog, at den kan være med til at socialt og pædagogisk arbejde i mindre grad bidrager til stigmatiserings- og marginaliseringsprocesser af, det hun kalder etniske familier. Hun håber, at den kan bidrage til en højere grad af ligestilling i vilkårene for etniske minoritetsbørn i forhold til andre børn i Danmark.
 
Hendes formål med bogen er desuden at bidrage til kvalificering af det sociale arbejde med disse familier.
 
Forfatteren er lektor ved Institut for sociologi, socialt arbejde og organisation ved Aalborg Universitet.
 
Hun gør klart for os, at bogens standpunkt er: at det er vigtigt, at etniske familier ligestilles med alle andre familier i Danmark. Dette forudsætter blandt andet ligebehandling og anerkendelse af deres unikke historie og familierelationer.
Hun gør det klart, at vi som social-, pædagogiske eller sundhedsarbejdere skal bidrage til udvikling af lige muligheder for at erhverve kompetencer til at mestre det miljø, som børnene i familierne vil komme til at møde i deres opvækst.
 
Indvandrere beskrives ofte klichèagtigt og stereotypt, fordi kulturtræk bliver vurderet som statiske, nedarvede og traditionsstyrede. For at gøre op med denne opfattelse redegør forfatteren for tre forskellige kulturopfattelser.
Hun gennemgår desuden lovændringer og socialretslige ændringer, som efter hendes mening er med til at stigmatisere og diskriminere de etniske familier.
Det påpeges i bogen, at forfatteren mener, at mange konflikter i det daglige arbejde opstår, fordi socialarbejderen har et andet livssyn end den etniske familie har. Hun trækker derfor forskellene op mellem det individualistiske og det kollektivistiske livssyn. Blandt andet beskriver hun forskellen i opfattelsen af det enkelte menneskes udvikling og forskellen i opdragelsen af børnene.
 
Bogen er en god og lærerig beskrivelse af, hvad forfatteren tænker om, det at være en etnisk familie i Danmark i dag – både juridisk, kulturelt og identitetsmæssigt.
Der er i bogen gjort meget ud af, hvad der tænkes om omsorg og der er et kapitel om vurdering af omsorgen for børnene i familierne.
Hun afslutter bogen med en konkretisering af dette ved hjælp af cases om to familier fra Mellemøsten. Familier, hvis børn er blevet tvangsfjernet af de danske myndigheder.
 
For sundhedsplejersker, der arbejder med indvandrere og flygtninge, er det en interessant bog. Men den er lige så brugbar for andre faggrupper, som den er for os. Det er en teoretisk tung bog, men den kan være nyttig for mange faggrupper, idet den kan hjælpe med at fastholde de faglige refleksioner, som er vigtige, i det daglige arbejde med etniske familier.