Anerkendende Pædagogik
Forfatter: Bente Lynge
Sidetal: 270 sider
Udgivet: 2007
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 978-87-7706-492
Pris ved udgivelse: 298 kr.
”Anerkendende pædagogik” er en lettilgængelig indføring i den anerkendende pædagogik. Anerkendelse er for pædagogikken, som musikalitet er for musikken! Således definerer Jørgen Lyhne i forordet anerkendelsens betydning i den pædagogiske verden. Anerkendelse er at gå på opdagelse i dét, der lykkes og udveksle de bedste erfaringer og oplevelser - alene og i relationen med den anden.
Anerkendende praksis bygger på gensidighed og kan defineres som modtagelighed og evne til at tage del i andre menneskers affekter og emotioner, at dele bevidsthed og oplevelsesunivers. Anerkendelse er dermed en social kompetence, der udspringer af evnen til at dele andre menneskers bevidsthedstilstand i relationen mennesker imellem.
Forfatterens hensigt med bogen er, at skabe sammenhæng mellem dén anerkendende praksis, der allerede eksisterer, og den teoretiske viden, der perspektiverer og øger forståelsen af, hvad anerkendende pædagogik handler om, hvordan den virker, og hvorfor den virker.
I bogen redegøres bl.a. for sammenhængen mellem den anerkendende pædagogiske relation og den tidlige nære tilknytningsrelation. Ligeledes gøres rede for det hjernemæssige grundlag for sociale egenskaber. Der forklares, hvordan den menneskelige hjerne gennem evolutionen er blevet udstyret med et særligt potentiale for, at som mennesker kan indgå i sociale relationer. Barnets udfordringer, ressourcer og hjælp til at opbygge disse behandles. De sociale systemer; familien, daginstitutionen, skolen og venner og disses betydning for barnets evne til at udvikle sig samt metoden Appreciative Inquiry behandles. Også rammerne for den pædagogiske praksis og specialpædagogik belyses og der gives inspiration til udvikling af disse områder.
For sundhedsplejersker og alle, der arbejder med mennesker er bogen et must. Bogen veksler mellem historier, teorier, praksis og øvelser, der inspirerer til at reflektere over sin praksis, i privatlivet, i relationen mellem familie og sundhedsplejerske, den unge og sundhedsplejersken og i faggruppefællesskabet. Når man først er gået i gang med bogen, er den svær at lægge fra sig. Bogen er samtidig meget velskrevet og kan fungere som et godt oplagsværk. Det er en bog man kan vende tilbage til og hver gang blive inspireret til nye initiativer og tilgange i vores daglige kommunikative praksis i familierne, blandt kolleger og i egen privatsfære. Som Bente Lynge skriver; Anerkendelse er ikke et nyt pædagogisk fif, men et gammelt relationelt fænomen. Et fænomen der i disse år vinder mere og mere indpas som metode og tilgang til de relationer vi indgår i.
