4. januar 2008
af Anette Sørensen
| Udskriv
Forældreguiden
Forfatter: Margrethe Bruun Hansen og Maria H. Behrendt
Sidetal: 199 sider
Udgivet: oktober 2007
Forlag: GB - Forlagene
ISBN: 978-87-638-0646
Pris ved udgivelse: 199 kr.
”Forældreguiden” hører i kategorien selvhjælpsbøger. Forfatterne mål med bogen er, at udgive et praktisk opslagsværk, der henvender sig til helt almindelige børn med helt almindelige problemer. Hvert kapitel behandler et tema; Selvstændighedsaldre, søvn, mad, søskende, institutionsstart, venner, mobning, sprog, skilsmisse og stedfamilien. Temaerne følges op af enkle og handlingsanvisende råd til at komme ud af den onde cirkel.
Ifølge forfatterne, er nogle forældre født til at være forældre. De kan aflæse deres børn uden at blinke. Andre må falme sig frem og føler sig til tider ret hjælpeløse. Det er til sidste kategori ”Forældreguiden” henvender sig til. Bogen er opstået på baggrund af forfatternes samarbejde i B.T´s familiebrevkasse. Dette samarbejde har givet inspiration til ”Forældreguiden”.
De fleste af os kender Margrethe Bruun Hansen fra TV2´s udsendelse, ”Forældre forfra”. Jeg har set en del af disse udsendelser og nydt stor glæde af Margrethe Bruun Hansens guidning til forældrene. Hun har, med sin store faglige indsigt og med sin anerkendende indgangsvinkel og respekt for familien, guidet disse ud af fastkørte problemer.
Forældreguiden lever op til sin målsætning – at beskrive en række temaer kort, for herefter at give enkle råd og praktiske råd. Den er let læselig, kort og klar. Desværre synes jeg ikke bogen helt lever op til mine forventninger til forfatteren. Bogen er i alt på 199 sider. Hvert tema behandles kort (ca. 10 sider) – dermed synes jeg ikke den kan fungere som opslagsværk, men måske mere som appetitvækker. Samtidig kunne jeg ønske mig, at forfatterne havde behandlet temaer som eksempelvis ”opdragelse/inddragelse”, ”forældreskab”, ”relationens betydning for trivsel” mere indgående. Der er i disse år meget fokus på hvorledes barnets hjerne er påvirkelig af forældreadfærden. Senere års forskning har vist, at forældrenes måde at håndtere forældreskabet på former barnets hjerne. Den måde forældre lytter til barnet, leger med det, omfavner, trøster og behandler det, når det er ”uartig” er afgørende for barnets neuroaffektive udvikling og dermed barnets trivsel fysisk, psykisk og socialt. Dette tema kunne med fordel have udgjort et kapitel for sig.
