6. december 2007
af lill Cederström
| Udskriv
Sundhed og sygdom
Forfatter: Michael Bury
Sidetal: 179 sider
Udgivet: 2007
Forlag: Akademisk forlag
ISBN: 978-87-500-3908
Pris ved udgivelse: kr.
Sundhed og sygdom er, som man siger om elefanten, ”let at få øje på, men svær at definere”. Vi bruger uden videre begreberne om sundhed og sygdom. Men ved nærmere eftertanke indser man hurtigt, at sundhed og sygdom dybest set er meget sammensatte begreber. Man kan tale om sundhed og sygdom i både en bred og en snæver betydning. Ydermere er begreberne ikke bare bundet op på faglige betydninger, men en del af hverdagslivet, hvor begreberne bruges til at beskrive og begrunde, hvorledes det går os i livet. Begreberne er tilmed også kommet på den politiske arena, hvor politikere og deres rådgivere er optaget af at behandle sygdomme og fremme sundheden i befolkningen – både for dens egen skyld, men også for alt muligt andets skyld; så som den enkeltes arbejdsevne, den samlede arbejdsstyrke, offentlige udgifter, med meget mere.
Som sådan er sundhed og sygdom ikke bare den enkeltes anliggende; sundhed og sygdom påvirkes af og påvirker samfundet som helhed.
Dette er hovedfokus i bogen Sundhed og sygdom afMichael Bury. Bury er (nyligt afgået) professor i medicinsk sociologi. Med udgangspunkt i sundhedsvidenskabernes historie og nutidig sundhedsvidenskabelig forskning beskriver og analyserer han opfattelsen og forståelsen af sundhed og sygdom i det moderne samfund. Burys centrale pointe er, at man skal anskue sundhed og sygdom som dynamiske processer, der formes af sociale omstændigheder og skiftende opfattelser af sundhed og sygdom.
Bogen består af seks kapitler, der hver især belyser sociale og kulturelle aspekter ved sundhed og sygdom.
Kapitel 1 er en form for indledning, der diskuterer hvad vi skal forstå ved sundhed. Kapitlet sætter fokus på den gennemgribende betydning, som den bio-medicinske model for sundhed og sygdom har fået i det moderne samfund. Endvidere sætter kapitlet fokus på ny forskning om almindelige menneskers sundheds- og sygdomsopfattelser.
Kapitel 2 omhandler de sociale mønstre i sundhed og sygdom. Kapitlet sætter fokus på de sociale forskelle i sundhed og sygdom. Ny forskning peger på markante sammenhænge mellem social position og sundhedstilstand, men peger også på betydelige forskelle inden for sociale og etniske grupper.
Kapitel 3 omhandler kønnets betydning for sundhed og sygdom. Kapitlet sætter fokus på udviklingen i forholdet mellem kønnene og dets betydning for sundhed.
Kapitel 4 omhandler forholdet mellem krop, sundhed og samfund. Kapitlet sætter fokus på, at kroppen er central for forståelsen og erfaringen af sundhed og sygdom.
Kapitel 5 omhandler sundhedssystemets ydelser og sundhedspolitik. Kapitlet sætter fokus på den begrænsede) betydning, som sundhedssystemet og sundhedspolitik har for sundhed. I forlængelse heraf beskrives forandringerne i relationen mellem sundhedsprofessionelle og patienter.
Kapitel 6 omhandler sundhed og sygdom i fremtiden. Kapitlet giver bud på, hvorledes vi vil forstå og håndtere sundhed og sygdom fremover.
Som det fremgår giver bogen et rigtigt godt overblik over de mange problemstillinger, der knytter sig til sundhed og sygdom. Den viser, at sundhed og sygdom ikke er noget fast og uforanderligt, men er dynamisk: Sundhed og sygdom forandrer sig i løbet af et livsforløb og afhænger ydermere af de sociale og historiske sammenhænge,
Bogen har en stor styrke i, at den tager store spørgsmål i sundhedsarbejdet op – og belyser disse med både historisk indsigt og ny forskning. Som sådan giver bogen både overblik og indblik.
På denne baggrund er det imponerende, at bogen samtidig er særdeles læsevenlig. Sproget er lettilgængeligt, diskussioner er klare og har tydeligt referencer. Og hvert kapitel afsluttes med en kort opsamling af hovedpointerne.
Som sådan vil jeg anbefale bogen til alle, der interesserer sig for de store spørgsmål i sundhedsarbejdet. Som sundhedsplejerske finder jeg, at denne interesse i høj grad melder sig i det sundhedsfremmende arbejde. Ganske vist kan den akademiske tendens til at lægge vægt på kompleksitet være frustrerende, når man som sundhedsprofessionel skal finde praktiske løsninger. Og det er symptomatisk, at bogens analyser og diskussioner ikke munder ud i klare forslag til, hvad man praktisk eller politisk kan gøre, eksempelvis for at udjævne den sociale ulighed i sundhed.
På den anden side er det vigtigt at anerkende, at sundhed og sygdom er komplekse forhold – og ikke kan reduceres til enkelte dimensioner som højde og drøjde eller kost og motion.
Med sin betoning af sundhed og sygdom som dynamiske forhold, skærper bogen opmærksomheden mod, at sundhedsprofessionelle i almindelighed og sundhedsplejersker i særdeleshed skal efterstræbe at indgå i dynamiske forhold med vores ”brugere”, dvs. at vi i arbejdet med sundhed ikke arbejder for men arbejder sammen med borgerne.
