Hvad er krop?

Forfatter: Gunn Engelsrund
Sidetal: 183 sider
Udgivet: 2007
Forlag: Akademisk forlag
ISBN: 978-87-500-3951
Pris ved udgivelse: kr.


Kroppen har en utrolig opmærksomhed i disse år. Det gælder i samfundet i almindelighed, hvor kroppen er blevet den vestlige verdens store projekt. Det viser sig blandt andet ved, at det er kronede dage for de, der sælger produkter til at forme kroppen i retning af at blive mere tynd, muskuløs, sensuel, sexet, stærkere, renere, sundere, etc.. Men det gælder også i sundhedsfagligt arbejde i særdeleshed, hvor overvægt er blevet udpeget som den vestlige verdens store udfordring.
 
På denne baggrund er det interessant og relevant, at rejse spørgsmålet: Hvad er krop? Som det fremgår af mine eksempler ovenfor er krop nemlig mange ting og kan opfattes på mange forskellige måder: Krop er biologi, men den er også symbol og varemærke, og den er genstand for og udtryksmiddel for vores tanker, følelser, sociale relationer, osv..
 
Alt dette – og mere til – beskrives og analysere i bogen Hvad er krop afGunn Engelsrund.
Bogen er en del af en Hvad er-serie, hvor fremtrædende fagpersoner forsøger at give tilgængelige svar på store spørgsmål. Serien er oprindeligt udgivet i Norge, hvorfor forfatterne er norske forskere. Det svækker bestemt ikke kvaliteten. Det kunne være interessant at læse danske forskeres svar på de store spørgsmål, men netop i dette tilfælde – om krop – må man sige, at Norge har en længere tradition for at diskutere dette.
 
Bogen er bygget op med en indledning fulgt af seks kapitler, der belyser kroppens mange aspekter.
I indledningen beskriver forfatteren sin egen interesse for problemstillingen. Som idrætsudøver, fysioterapeut og danser oplever hun på egen krop (!) de mange forskellige aspekter ved kroppen. Som idrætsudøver oplever hun vigtigheden af præstation og udholdenhed i en sund krop. Som fysioterapeut oplever hun vigtigheden af sårbarhed og svækkelse i en syg krop. Og som danser oplever hun vigtigheden af at kunne udtrykke sig med en ekspressiv krop.
 
Kapitel 1 omhandler forskellige kropsforståelser og deres betydning. Kapitlet sætter fokus på hhv. den dualistiske opfattelse af kroppen, som filosoffen Rene Descartes formulerer i starten af 1600-tallet og som giver anledning til moderne medicin og sundhedsvidenskab, og på den helhedslige eller dialektiske opfattelse af kroppen, som filosoffen Maurice Merlau-Ponty formulerer i midten af 1900-tallet som en fænomenologisk kritik af dualismen.
Kapitel 2 omhandler forholdet mellem natur og kultur i forhold til kroppen. Kapitlet sætter fokus på at natur og kultur ikke kan skarpt adskilles, men at kroppens opbygning, funktion og bevægelse har mening og betydning.
Kapitel 3 omhandler kroppen som symbol og varemærke. Kapitlet sætter fokus på de mange aktuelle bestræbelser på at forme og modificere kroppen i forhold til dominerende idealer om kroppen.
Kapitel 4 omhandler kroppens mange sprog. Kapitlet sætter fokus på at vi bruger forskellige sprog, til hhv. at tale om kroppen og at tale fra kroppen. Dette viser sig i beskrivelse af vores erfaringer.
Kapitel 5 omhandler kroppen i bevægelse. Kapitlet sætter fokus på hvorledes mennesker erfarer bevægelse, træning og motion på forskellige måder.
Kapitel 6 omhandler kroppen i fremskridtes tidsalder. Kapitlet giver bud på, hvorledes kroppen vil blive diskuteret og forvaltet i fremtiden.
 
Som det fremgår giver bogen et rigtigt godt overblik over de mange problemstillinger, der knytter sig til kroppen. Det er netop bogens ærinde, og det indløse bogen på fornemmeste vis. Bogens kapitler er på samme tid letlæste og dybsindige. Bogen giver stof til eftertanke – og giver tilmed konkret inspiration til læseren eftertanke, idet hvert kapitel afsluttes med forslag til videre læsning.
 
Som sundhedsplejerske finder jeg bogen interessant og relevant i forhold til både konstruktiv og kritisk refleksion over sundhedsplejens rolle som formidler og ”fremmer” af sunde kostvaner, motion, m.m.. Dette er vigtige opgaver, men som sundhedsplejersker skal vi være reflekterede over, hvilke kulturelle strømninger og kropsopfattelser, som vi hermed understøtter og bærer videre.
 
Med sin betoning af at kroppen er både betydningsfuld organisme, personlig erfaring og kulturelt produkt, har bogen skærpet min opmærksom på, at vi som sundhedsplejersker selvfølgelig skal være opmærksom på at spotte dårlige kostvaner og manglende motion. Men først og fremmest skal vi være opmærksomme på at udvikle børns og unges glæde ved deres krop – en glæde ved at bruge, mærke, udfolde og udtrykke sig via kroppen. Her har vi som sundhedsplejersker en opgave i at bidrage til en tidlig udvikling af denne glæde ved kroppen.

 

Gun Engelrud (f. 1951) er professor ved Seksjon for helsefag, Det medicinske fakultet i Oslo.