En stor og en lille er væk
Forfatter: Elisabeth Cleve
Sidetal: 206 sider
Udgivet: 2006
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 87-7707-441-0
Pris ved udgivelse: kr.
Bogen skildrer i ord og billeder, hvordan et kriseterapiforløb for et to-årigt barn kan være. Det bliver beskrevet både set ud fra klientens og terapeutens perspektiv.
Det hele starter, da Victor, som toethalvt år gammel mister sin mor og lillebror ved en bilulykke. Ved denne ulykke slipper han og hans far uden fysiske mèn. Det psykiske traume er dog uoverskueligt.
Victor reagerer ved at blive overdrevent glad og klovner sig igennem dagen. Han ser det som sin opgave, at gøre alle i sin omgangskreds glade igen. Victors far bliver rådet til at søge professionel hjælp til sin lille dreng.
Ved hjælp af legeterapi lykkes det terapeuten, som er børnepsykolog på Ericastiftelsen ved Stockholm, at hjælpe den lille Victor igennem sorgen, således at han og hans far kan få et godt liv fremover.
Det er rørende at følge den proces, som bliver beskrevet.
Hver enkelt af de femten terapitimer et beskrevet meget detaljeret. Det er skrevet i et meget jordnært sprog, og er velegnet til læsning for både professionelle og andre, som kan have interesse.
For sundhedsplejersker er det specielt en interessant bog, hvis man har interesse for psykoterapi/kriseterapi, men kan også læses fordi det er en sød, lille bog.
Den giver ideer til, hvordan vi ved hjælp af leg og enkelte ord kan støtte et lille barn igennem en krise.
Forfatteren giver nogle tips til, hvordan man som professionel kan hjælpe børn igennem en stor sorg, og giver sidst i bogen nogle råd om metoden og hvilke egenskaber man skal have som professionel for at gennemføre et udbytterigt kriseterapiforløb uden selv at blive traumatiseret.
Bogen afsluttes desuden med en omfattende litteraturhenvisning med bøger til både voksne og børn.
