Forkælede børn

Forfatter: Maggie Mamen
Sidetal: 179 sider
Udgivet: 2007
Forlag: Akademisk Forlag
ISBN: 978-87-500-3936
Pris ved udgivelse: kr.

Er det muligt, at vi elsker vores børn for meget – så meget at vi glemmer, hvordan børnene i urimelig grad ligger større og større beslag på vores tid og energi?

Hvad er forkælede børn?

Ifølge forfatteren lever vi i dag i et børnecenteret samfund, hvor børns ønsker og behov prioriteres i en sådan grad, at forældre føler sig hjælpeløse og uduelige. Mange kan ikke længere sikre deres børn de grundlæggende forudsætninger for fysisk og psykisk sundhed. Ikke på grund af manglende viden, men fordi de ”tøver” fordi barnet ikke er enigt. Forældrene er dermed blevet bange for at sige ”nej” af frygt for at skade barnets selvfølelse, såfremt de ”holder fast” i deres beslutning og fortolker ofte konsekvent adfærd med autoritær adfærd. Konsekvens heraf er bl.a. at barnet ikke udvikler modstandsdygtighed til at møde og øve sig på ”det virkelige liv”.

”Forkælede børn” er dermed børn, hvor velmenende forældre føjer deres børn i alle deres luner og dermed ikke lærer børnene moral, etik, værdier og betydningen af familie og fællesskab. Børnene lærer ikke aktive eller kreative løsningsstrategier, eller hvordan man bliver robust og ansvarlig eller opbygger et sæt af indre ressourcer til at håndtere stress, tab, nederlag eller skuffelse. Det er børn, der ”elskes” for meget og får alt, hvad de peger på og alligevel er utilfredse, usikre eller aggressive. Forfatteren illustrerer dette skisma således:

”Når vi først er blevet vant til at blive forkælet, forsvinder den ”særlige” stemning og bliver til en forventning, som vi derpå kræver indfriet”…

Forkælede børn henvender sig til forældre og pædagoger. Formålet med bogen er, at få redskaber til at identificere disse børn, bl.a. via en model, der skal diagnosticere om barnet er deprimeret eller forkælet. De ”symptomer” et forkælet barn har, kan nemlig ofte forveksles med egentlige følelsesmæssige, adfærdsmæssige og psykiatriske tilstande, hvorfor der er risiko for fejldiagnostisering – hvilket forfatteren illustrerer via en række eksempler fra praksis. Vi skal samtidig håndtere og forebygge forkælelsessyndromet. Dette illustreres bl.a. via 10 interventionsområder. Et eksempel på en intervention er, at skabe sikkerhed for, at de strategier, forældrene benytter, er forenelige med deres erklærede mål. Den professionelles rolle er her, at hjælpe forældrene til at indse, at der er uoverensstemmelse mellem det, de faktisk identificerer som det, de ønsker for deres børn og det, de foretager sig her og nu i forsøget på at nå dette mål.

Samtidig ønsker forfatteren at give gode råd, støtte og opmuntring til alle, der arbejder på, at børn skal udvikle sig til kompetente, glade og sociale mennesker. Sidst ønsker forfatteren at animere os til at stille spørgsmål og se på vores egne bidrag – de værdier vi forsøger at lære børnene, de budskaber vi sender og de måder, de undertiden modtages på og til at tage ansvar, holde fast og udvise konsekvens overfor vores valg.

”Forkælede børn” er en spændende og inspirerende bog og kan anbefales til sundhedsplejersker. Forfatteren er klinisk psykolog og ph.d. og har i mere en 20 år arbejdet med børn og arbejder i dag på en klinik, der arbejder med børn, unge og familier. Jeg synes der er rigtig mange gode pointer i bogen – bl.a. at vi, som fagpersoner, skal være meget bevidste om ikke at undergarve forældrenes troværdighed ved at optræde som de, der ved bedst. Noget af det vigtigste i vores samarbejde med familierne er netop at understøtte forældrenes kompetencer, således en sund familiestruktur opretholdes. Som forfatteren siger ”vores endelige mål bør således være at forsvinde ud af vores klienters liv så hurtigt vi kan, og efterlade en fast familiestruktur, klare familieværdier og nogle forældre, der har selvtillid nok til at bruge deres ressourcer til at tage sig af de problemer, der skal løses for at nå de mål, de har opstillet for deres børn”.

Forfatteren er i bogen samtidig kritisk overfor den påvirkning velmenende professionelle og medier har haft i forhold til forældrekompetencen og efterlyser en familiestruktur, hvor forældrene er ”akitekter” og som sådan har det afgørende ansvar for udformningen af de grundstrukturer og elementer, familien bygger på. Det skal ikke forstås således at børnenes bidrag, meninger og følelser ikke er velkomne, men at det er forældre, der er ansvarlige for rammerne og det overordnede ansvar. Det er dermed kompetente forældre, der ser barnet som det er, sætter egne grænser og respektere barnets.

Det illustrerer hun således: ”Vi må derfor tilstræbe en hierarkisk familiestruktur, hvor forældrene er projektledere. ”Det afgørende ansvar i familien ligger i hænderne på forældrene, der må støttes og opmuntres i denne stræben frem for at få deres autoritet undermineret af velmenende professionelle behandlere”.

Vi kan alle nikke genkende til bogens problemfelter. Vi møder i vores hverdag mange forældre, der sætter barnet fuldstændig i centrum, udvikler sig til barnets tjener og gør barnet til familiens ”projekt”. Curling fænomenet, hvor forældrene fejer alle problemerne væk for barnet på dets vej, er samme fænomen.

Bogen vigtigste pointe må derfor være, at børn kun udvikler sig til kompetente voksne, såfremt de har kompetente forældre, der hjælper dem til at fungere i samfundet ved at støtte, elske og se dem som det de er – ”børn”. Samtidig skal forældrene lære at sætte grænser og lære balancen mellem omsorg og autoritet, uden at være autoritære.