Mens tid er... konfliktløsning mellem børn og forældre

Forfatter: Marion Thorning
Sidetal: 160 sider
Udgivet: 2006
Forlag: Frydenlund
ISBN: 8778872545
Pris ved udgivelse: 199 kr.


Denne bog handler om at løse konflikter sammen med børn. "Derfor handler det om, hvordan du selv forholder dig i konflikter. Og hvis du skal lære dine børn at løse konflikter, må du nødvendigvis vise barnet, hvordan man gør. Derfor vil bogen handle om, hvad du kan gøre for at håndtere vanskelighederne bedre. Du kan kun ændre dig selv, ikke dit barn. Omdrejningspunktet er, hvordan man kan få et respektfuldt forhold i familien, og hvordan man med nogle af forslagene kan skabe en god stemning"(fra Indledning).
I bogen kombinerer forfatter og konfliktmægler Marion Thorning sin viden og erfaring inden for to områder, nemlig konflikter og børn. I bogen beskriver hun - med respekt for at alle familier, børn og voksne er forskellige - hvordan man kan tackle hverdagens små og store konflikter.
Bogens grundidé er at være anerkendende - som alternativ til skældud og straf. Marion Thorning viser, hvordan de fleste konflikter kan ende med konstruktive løsninger, når både børn og voksne føler sig forstået og får mulighed for at fortælle, hvordan de har det. Derfor er det vigtigt, hvordan vi taler sammen i familien. Og det er de voksnes ansvar.
Bogens udgangspunkt er, at målet for en vellykket børneopdragelse ikke er en række fastlagte værdier og høflige omgangsformer, men snarere at give børn redskaber til at kunne navigere i den åbne verden, vi bebor.
Fremstillingen er fyldt med ideer til, hvad forældre kan gøre, så de kan påvirke deres børn på en hensigtsmæssig måde.
Indholdet strækker sig fra barnets selvbestemmelse, ros, selvtillid og selvværd, sprogets muligheder og til hvordan man siger 'ja' før 'nej' uden at barnet nødvendigvis får sin ret, hvordan man håndterer plageri og undgår skældud. Bogen berører også brug af magt, forholdet til søskende, forældrenes eget arbejde med at ændre adfærd, og hvordan man skaber positive fortællinger om sit barn.
Bogen giver mange ideer til nye veje at forholde sig til konflikter på, og den gensidige respekt - som forslagene lægger op til - kan skabe store og positive forandringer i familien.
Marion Thorning driver selvstændig konsulentvirksomhed med speciale i kollegial supervision, konfliktløsning og mægling. Hun har tidligere udgivet: 'Børns søvn' (2002) og 'Lær at løse konflikter' (2001).

 

UDDRAG AF INDHOLD: Hvad er god konfliktløsning? Åbne eller lukkede konflikter. Forældre som konfliktløsere - forskellige kulturer mødes. Barnets selvbestemmelse. Flugt, tilpasning eller angreb. Langsomtid og hurtigtid - børnetid og voksentid. Ros, selvtillid og selvværd. Sprogets muligheder. Bliv på din egen banehalvdel. Empati og anerkendelse. Meningen er god nok. Ja først. Det er ikke min skyld. At gå efter bolden. Konflikttrappen. Skældud. Vrede. Må man så aldrig bruge magt? Med ærlighed kommer man længst. Kan vi ikke bare grine af det? De intelligente følelser. Hvordan mon den anden har det? At stille spørgsmål. Forældrenes følelser og behov. Hvordan stoler man på sin intuition? At være i tvivl. Jeg har sagt det 100 gange! Det nonverbale sprog. Hvor blev søskendekærligheden af? Mor og far som mæglere. Konflikt med legekammerater. Den voksnes egen svære ændringsproces. Litteraturhenvisninger. April 06