Sundhed og ændring i adfærd

Forfatter: Tore Børtveit
Sidetal: 300 sider
Udgivet: 2005
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 8777064143
Pris ved udgivelse: 298 kr.


Forfatterne til denne bog formår det svære, nemlig at forklare om bagvedliggende teori, samtidig med at bogen er jordnær og praksisrettet.

Bogens målgrupper er professionelle sundhedsarbejdere, som møder patienter, klienter, familier. Hensigten med bogen er at give et kvalificeret redskab til at møde mennesker, der vil ændre livsstil til en sundere adfærd.

Første del af bogen gennemgår ændringsprocessen. Bogen gennemgår de store livsstilsproblemer, så som rygning, alkohol, mangel på motion, men også solbadning. Individets eget ansvar og valg perspektiveres.

Forandringsarbejdet gennemgås og der lægges vægt på forskel mellem forebyggende og symptomforankret ændringsarbejde.

Anden del af bogen gennemgår selve ændringen. Processen tager udgangspunkt i en 5 faset forandringsmodel, der er velkendt inden for rygestopundervisning. Mestring og tillid er vigtige begreber. Der fremstår et komplekst scenarium, som sundhedsarbejderen skal kende til i sit arbejde med at støtte patienten, klienten, familien med at ændre adfærd og med at fastholde den nye adfærd.

Den tredje del af bogen gennemgår flere handlingsorienterede modeller som sundhedsarbejderen kan benytte i sit arbejde og de relateres til praktiske eksempler.

Det er en meget læsbar bog, som har stor praktisk relevans for sundhedsprofessionelle også sundhedsplejersker, som vil have mere kundskab om, hvordan man konkret kan gå til værks i samarbejde med forældre eller skolebørn som er motiverede for adfærdsændring.

april 06