Menneskeføde

Forfatter: Tor Nørretranders
Sidetal: 259 sider
Udgivet: 2005
Forlag: Tiderne Skifter
ISBN: 8779731155
Pris ved udgivelse: 249 kr.


En vejviser ud af en overvægtig verden 

Bogen er en invitation til at forstå et af den moderne verdens største samfundsproblemer: overvægt. Et problem, som er fælles for os – aldeles kollektivt. Men samtidig et problem, som fremtræder helt individuelt.

 

Badevægten foretager en måling, den er fløjtende ligeglad med omstændigheder og historier, den registrer et tal af en hvis størrelse.

Kroppens evne til at regulere sin egen vægt er fabelagtig og endnu et vidnesbyrd om den kolossale visdom, der findes i den levende natur. Der er mange måder kroppen holder vægten på, når næsten alle atomerne skal skiftes ud hele tiden. Vi har al mulig grund til at tro, at menneskekroppen kan regulere sin egen vægt, hvis ikke den bliver hylet ud af det. Men vi ved, at den faktisk i vore dage er blevet hylet ud af det, Noget er gået galt for os, siden vi alle sammen bliver federe og federe. Men svaret og løsningen ligger ikke i selvpiskeri og dårlig samvittighed, men i at opsøge kroppens visdom og hjælpe den på vej.

Slankebøger er ofte orienteret mod konkrete, praktiske problemer, hvor denne bog (som ikke er en slankebog) har fokus på hvad der historisk og biologisk sker i kroppen, når der er oparbejdet en overvægt.

Der bliver flere gange i bogen pointeret hvor forfatteren mener det er gået galt. Han mener, det er da landbrugssamfundet er en realitet for ca. 10.000 år siden. I dag er man blevet mere og mere fastboende og samler til depot. Man sidder stille og spiser forrådet resten af året. Fedme handler fundamentalt set ikke om viljefasthed eller slaphed. Det handler om fundamentale problemer i vores samfund og civilisation, fattigdom på penge, magt og mangfoldighed. Som han skriver vi er stone agers in the fast lane, stenalderfolk i overhalingsbanen – og vi er ved at køre i grøften.

Bogen handler om at forstå de fysiske, biologiske og sociale principper bag en kostomlægning, der fører til at normale mennesker kan tabe sig og blive glade for deres mad. Vi må gøre det hver for sig, for uanset om problemet er skabt af vores fælles handlen i samfundet. Vi må hver især tage ansvar for vort eget liv. Den største modstander er ikke kroppen. Men vaner, kultur og adfærd.

At læse denne bog giver meget stof til eftertanke. Den er meget letlæselig og ind i mellem forekommer humoristiske sentenser.

Jeg kan varmt anbefale at gå om bord i bogen. Den kan bruges både til sundhedsplejersken selv men også som baggrundsviden i arbejdet.