Det lille barns verden
Forfatter: Phillipe Rochat
Sidetal: sider
Udgivet: 2003
Forlag: Hans Reitzels Forlag
ISBN: 9788741202648
Pris ved udgivelse: kr.
Bogen ”Det lille barns verden” giver et overblik over, professor Philippe Rochats teoretiske og eksperimentelle undersøgelser af det spæde barns verden, set ud fra et spædbørnspsykologisk perspektiv. Spædbarnets psykologiske verden behandles i forhold til, hvad det spæde barn lærer og ved om deres egen krop, fysiske genstande og andre mennesker. ” Det lille barns verden” omhandler derfor perioden i udviklingen, der begynder fra fødslen og strækker sig til barnet tager sine første selvstændige skridt.
Bogen præsenterer og diskuterer grundlæggende viden om det spæde barns verden. Den beskriver, hvordan spædbørn opfatter, føler og tænker langt mere sofistikeret, end man hidtil har troet. Dernæst præsenteres den nyeste spædbarns forskning og teorier om spædbarnsadfærd og spædbarnsudvikling i relation til selvet, objektverden og den sociale verden. Disse teorier og forskning diskuteres i forhold til de klassiske udviklingspsykologiske teorier, f.eks. Piagets stadieteori. Sidst præsenteres centrale psykologiske overgangsperioder og udviklingsmæssige mekanismer i spædbarnets udvikling.
”Det lille barns verden” er inspirerende og spændende læsning. Læseren præsenteres både for en række tankevækkende betragtninger omkring det spæde barns psykiske udvikling, herunder tidligere antagelser omkring barnets udvikling. Samtidig får læseren indblik i spædbørnsforskeres undersøgelsesmetoder, samt præsenteres for dele af den nyeste spædbarnsforskning.
