Kærlighed gør en forskel
Forfatter: Sue Gerhardt
Sidetal: 283 sider
Udgivet: 2005
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 87-7706-412-7
Pris ved udgivelse: kr.
Bogen ”Kærlighed gør en forskel” – kærlige følelser former barnets hjerne, er baseret på neuropsykologisk forskning og fokuserer på de udviklingspsykologiske områder, der er afgørende for barnets følelsesmæssige og sociale adfærd. Bogen forklarer hvorfor og hvordan kærlig relation til støttende og omsorgsfulde voksne i de første år i livet er vigtig for udvikling af barnets hjerne.
Sue Gerhardt argumenterer for, at der er belæg for, at selv den vanskeligste baby kan blive et socialt og harmonisk menneske med den rette forældreadfærd. Samt at børn, der vokser op med forældre, der ikke magter den emotionelle regulering, kan udvikle antisocial adfærd. Hendes pointe er, at resultatet afhænger langt mere af forældrene end af babyen. Alle babyer fødes parat til at indgå i sociale relationer og interaktionen udvikler barnets hjerne. Babyen erfaringer dannes dermed i læring/samspil med andre mennesker. Gennem gentagne oplevelser struktureres hjernen og skaber basale emotionelle kategorier i sensorisk form.
Sue Gerhardt vægter i bogen barnets sociale og emotionelle udvikling. Antagelsen er, at det der vægter mest for barnets udvikling er den miljømæssige påvirkning. Emotionel tryghed afhænger ikke af individuelt temperament eller generne (arveanlæg), men gennem forældrenes pasning af barnet.
Bogen beskriver:
Del 1, Fundamenterne: Babyer og deres hjerner, herunder følelseslivets formål og betydning
Del 2, Usikre fundamenter og deres konsekvenser, herunder stresshåndtering og betydning af stress
Del 3, For mange informationer og deres konsekvenser og for få løsninger, herunder hvordan ’skaden kan repareres”.
Bogen kan varmt anbefales til alle sundhedsplejersker, hvad enten de arbejder med småbørn eller skolebørn. Den indeholder grundlæggende viden om hvilke betingelser og forudsætninger der bør være tilstede for den gode relation opstår. Bogen er velformuleret og giver en grundig indføring i den udviklingspsykologiske forskning indenfor neuropsykologien. Den formidler, via teori og cases omfattende viden om hjernen, immunforsvar, stressreguleringssystemer, tilknytning/udviklingspsykologi samt de forstyrrelser og vanskeligheder der kan opstå, såfremt barnet ikke har støttende og omsorgsfulde forældre. Bogen er dermed relevant, både som lærebog og som debatbog til sundhedsplejerskers praksis.
Om forfatteren:
Sue Gerhardt er psykoterapeut med privat praksis. Hun er endvidere stifter af ”The Oxford Parent Infant Project” (OXPIP)
