"De utrolige år"
Forfatter: Carolyn Webster-Stratton:
Sidetal: 199 sider
Udgivet: 2006
Forlag: Frydenlund
ISBN: 87-7887-302-9
Pris ved udgivelse: 199 kr.
Allerede på forsiden er jeg i tvivl! Er det en bog til forældre med helt almindelige børn, eller børn med adfærdsdiagnoser?
Det er en håndbog til forældre, der søger hjælp til at forstå og få handlemuligheder i forhold til deres 3-8 årige børns problematiske opførsel.
Den indeholder en lang række råd om: Hvordan man leger med sit barn; positiv opmærksomhed/opmuntring/ros; at sætte grænser, at ignorere negativ adfærd; at holde pauser for at falde til ro; at være konsekvent; at lære børn at løse problemer: at styre følelser; problemløsende kommunikation; og endelig en gennemgang af hvordan man håndterer forskellige problemtyper. - - Fristende med en sådan guide!
En af strategierne er ros og håndgribelige belønninger, som stimulerings-metoder, til positiv adfærd. Belønningerne er enten af social karakter eller ting, som barnet ønsker sig.
Et eksempel fra bogen på en materiel belønning: En far siger til sin søn, at hvis han – når de er på indkøb sammen - går stille ved siden af ham og ikke løber omkring og råber, får drengen et stykke slik. Det kan være en del af er såkaldt stimuleringsprogram.
En social belønning kan være, at barnet får udsigt til mere tid sammen med forældrene, f.eks. i form af en ekstra historie eller et ekstra spil sammen.
Ligeværdighed mellem forældre og børn har jeg svært ved at få øje på! Der tales dog om anerkendelse, som det der med tiden skal afløse belønningerne. Der er også tale om, at sætte grænser og at være konsekvent, men det forekommer mig at være på en meget forretningsmæssig måde.
Undervejs i teksten er der tilbagevendende ordvalg, som på mig virker nedsættende. Der tales om børn, som ”den slags børn”, uartige børn, børns problematiske opførsel, at give ordre, at barnet skal lystre, om lydighed og styring.
Det er skræmmende, når én af de metode-råd til fremme af ønsket adfærd er at ignorere barnets følelsesmæssige udbrud, som f.eks. klynkeri, drilleri, mundhuggeri, banden og raserianfald.
I den sammenhæng får anerkendelse en meget smal og nærmest (kold?) beregnende betydning. Det vil sjældent være ment ukærligt, men det vil virke sådan.
Vi kender nok alle følelsen af magtesløshed, hvor det kan være fristende at gribe til metoder. At have en opskrift, som man kan holde sig til. Problemet i konsekvent at følge en metode er at man mister autensitet og tydelighed. Ved at være metode-bestyrer forsvinder personen.
En tydelig og ægte nærværende voksen, kan skabe en tryg base; og det er efter min erfaring, hvad det frustrerede / ulykkelige barn har brug for.
Anmelder: Jonna Hedelund