Det ventende hjerte (originaltitel: The Waiting Child)
Forfatter: Cindy Champnella
Sidetal: 253 sider
Udgivet: 2007
Forlag: Abrakadabra Forlag
ISBN: 8791918081
Pris ved udgivelse: 229,60 kr.
Bogen ”Det ventende hjerte” handler om adoption af den 4-årige kinesiske pige Jiao Lou. Hun har boet på et kinesisk børnehjem et par år. Hun hører til den gruppe af børn, som betegnes som ”uegnede til adoption”. Hun er blevet vraget flere gange til fordel for andre og yngre børn.
Vi følger moderens -som er forfatterens - oplevelser fra det 1. møde, hvor Jiao Lou (Jaclyn) udstøder gråd og skrig, som lyder som utilsløret menneskelig smerte og til den dag, da Jaclyn endelig falder til ro i USA.
Da familien efter adoptionen kommer tilbage til USA, begynder hverdagen med de to andre søstre Kate og Christy.
Om dagen er huset fyldt med glæde og latter, men om natten oplever de Jaclyns sorg og savn. Moderen beskriver det vanskelige ved at finde ud af, at savnet specielt gælder den lille dreng Xiao Mei Mei, som Jaclyn har passet som en mor på børnehjemmet i Kina.
Vi følger familien tilbage til børnehjemmet, da forfatterens søster skal hente sin lille adoptivpige hjem. Da fornemmer vi det smertelige gensyn med Xiao Mei Mei, som sidder på nøjagtigt samme sted, i samme rum, foran det samme gamle TV.
Derefter bryder Jaclyn`s savn yderligere frem, og det kæmpe arbejde med en identificeret adoption af drengen begynder.
Igennem deres religion og tro, holder de alle sammen modet oppe, og familien samles til slut. Forfatteren indrømmer, at det at adoptere Jaclyn er noget af det sværeste, hun nogensinde har gjort, men hun vil til enhver tid gøre det igen.
Bogen er en bevægende og ærlig fortælling om, hvor vanskeligt det er at adoptere et stort barn – et barn med en fortid og en hukommelse om, hvordan det er at bo på et børnehjem. Bogen beretter om de udfordringer og store arbejde det er at blive mor til et så skadet barn, som Jaclyn viser sig at være.
For sundhedsplejersker kan den være god at læse, for at få inspiration til vejledning af forældre, som står overfor at adoptere et ældre barn. Det er også en god, sød og let læst bog til almindelig hyggelæsning.
