30. oktober 2006

Gravide skal holde sig fra rygning og nikotinprodukter


Budskabet til gravide, der vil have de bedste muligheder for at føde et sundt barn, er klart. Gravide skal ikke ryge, og gravide skal ikke anvende lægemidler – heller ikke nikotinpræparater – uden at have drøftet det med deres læge.

Hvis den rygende gravide ikke kan holde op med at ryge ved hjælp af de øvrige tilgængelige hjælpemidler (selvhjælpsmaterialer, rådgivning eller gruppestøtte), og der skal træffes et valg mellem rygning og nikotinpræparater, er det fortsat Sundhedsstyrelsens vurdering, at nikotinpræparater udgør en mindre risiko for graviditets- og fødselskomplikationer og skader på det ufødte barn end fortsat rygning.

Der er overvældende dokumentation for, at rygning under graviditet øger risikoen for en række komplikationer i svangerskabet, under fødslen og for barnets helbred. Der er 40 procents større risiko for at føde for tidligt, der er dobbelt så stor risiko for at føde et undervægtigt barn (under 2500 gram), der er større risiko for dødfødsel og op mod tre gange så stor risiko for vuggedød. Læs mere på www.netdoktor.dk




Graviditeten er en vigtig overgangsperiode i livet - en periode med mulighed for forandring og udvikling af relationer. Et barn skal blive til, et forældrepar skal dannes, og en familie skal etableres. Gennem følelser og tanker om det kommende barn påbegyndes den vigtige tilknytningsproces mellem forældre og barn allerede i fosterperioden. Denne tidlige proces danner grundlaget for udviklingen af en gensidig relation, efter at barnet er født.