Stop volden mod børn - tæl til ti

Et spædbarn som græder utrøsteligt gennem længere tid kan være svært at håndtere. For nogle forældre bliver desperationen så stor, at det ender med et voldeligt overgreb mod barnet. Men overgrebene kan forhindres, hvis der i tide bliver sat ord på frustrationerne og givet vejledning i at tackle stresssituationer. 
kilde: socialministeriet

Undersøgelser fra bl.a. Socialforskningsinstituttet og UNICEF taler deres tydelige sprog; helt små børn er mere i risikozonen end større børn, når det gælder vold med døden eller varige mén til følge. Ved at gribe tidligt ind og få rettet vreden væk fra det grædende barn kan mange tilfælde af vold mod spædbørn forebygges. Eller som Else Guldager, sundhedsplejerske, forsker og medlem af Børnerådet, udtrykker det: “Bid i en sut, klip bleen i stykker, ødelæg et eller andet – men lad for himlens skyld være med at ruske barnet, det kan få fatale følger.” 

Tæl til 10 før filmen knækker
En landsdækkende kampagne under sloganet: “Tæl til 10 før filmen knækker” vil fra 6. juni 2005 guide nye og kommende forældre i at styre temperamentet. På hjemmesiden www.taeltil10.dk kan man hente råd til at takle stresssituationer. Familie, venner eller naboer, som har mistanke om problemer, kan også hente råd og vejledning, bla. via en telefonlinje, som Børns Vilkår står bag. Kampagnen bliver ledsaget af distribution af en folder til nye og vordende forældre via sundhedsplejersker, jordemødre, barselspersonale og praktiserende læger.

Volden findes i alle samfundslag
“Selv om der er en overrepræsentation af vold mod spædbørn i socialt udsatte familier og familier med psykisk sygdom, er det vigtigt at understrege, at vold mod spædbørn forekommer i alle sociale miljøer. Og at langt de fleste mødre og fædre, selv i udsatte familier, har en drøm om at være gode forældre, og er dybt ulykkelige, når vi først møder dem i behandlingssystemet,” siger John Halse, autoriseret psykolog og faglig konsulent på kampagnen.
Vi vil helst ikke tale om det, men stærke følelser – også negative - er en naturlig del af forholdet mellem nye forældre og deres børn. Et barn, som græder og skriger meget på grund af kolik, sygdom eller andre årsager, kan bringe en ny far eller mor til kanten af tolerancetærsklen. Men det er smertefuldt at sætte ord på de negative følelser.
“De fleste har indbygget en stopklods som gør, at frustrationer ikke bliver omsat til vold, rusketure eller anden mishandling af spædbarnet. Men hvert eneste år indlægges børn med læsioner eller slemme hjerneskader, som de kan få varige mén af. Det er vigtigt, at nye forældre ikke er bange for at søge professionelt råd og vejledning, inden det går galt og i stedet lærer at forudse og styre det raseri, et grædende spædbarn kan udløse,” siger socialminister Eva Kjer Hansen.

Baggrund for kampagnen
Børnepolitik er et fokusområde for regeringen, ikke mindst indsatsen for udsatte børn. Børn kan ikke på samme måde som voksne råbe op eller bede om hjælp, og det er derfor afgørende, at det offentlige står som garant for barnets tarv. Ovennævnte kampagne tager udgangspunkt i Socialministeriets handlingsplan om vold mod børn fra marts 2004. Handlingsplanen mod børnemishandling følger op på konklusionerne af et arbejdsnotat fra Socialforskningsinstituttet. Notatet indeholder bl.a. en gennemgang af eksisterende forskning om vold mod børn og estimater på omfanget af vold mod børn.

Litteratur
- Socialministeriets handlingsplan mod børnemishandling af marts 2004 findes på følgende webadresse: www.social.dk/netpublikationer/2004/p2mishandling1603/html/publication.htm
- Arbejdsnotatet fra Socialforskningsinstituttet, ‘Vold mod børn. En undersøgelse af omfang og håndtering af fysisk vold mod børn baseret på litteraturgennemgang og interview med sagsbehandlere,’ kan downloades på følgende webadresse:
www.sfi.dk/sw9731.asp

Omfanget af vold mod spædbørn i Danmark
Det er umuligt at give ét samlet tal på omfanget af fysisk vold mod spædbørn, og der findes ikke opgørelser over, hvor mange tilfælde af vold, der fører til varige skader og mén for barnet. Forskellige kilder kan belyse forekomsten af fysisk vold mod børn, men de peger alle på forskellige resultater. Socialforskningsinstituttet konkluderer dog, at omfanget af vold mod børn har været konstant gennem de seneste 10-12 år. Desuden tyder meget ifølge Socialforskningsinstituttet på, at det kun er en mindre del af de voldsramte spædbørn, som de sociale myndigheder kommer i kontakt med. Undersøgelser af, hvor hyppigt sundhedsplejersker møder børn, der har været udsat for vold, angiver således, at op mod 1% af alle spædbørn udsættes for vold. Også tal fra skadestuer indikerer, at de sociale myndigheder langt fra har kendskab til alle tilfælde af vold mod børn.
Det er sjældent, at ruskevold eller anden mishandling af spædbørn ender med dødsfald – selvom det sker. Til gengæld er der alvorlig risiko for varige skader og mén, når der udøves vold mod spædbørn.

I 2003 offentliggjorde UNICEF, FNs børnefond, en rapport om børnemishandling i OECD-landene.*) Både fageksperter og forskere citerer hyppigt rapportens konklusioner, som stadig er blandt de mest aktuelle opgørelser over vold mod børn i Danmark:
- Hvert år dør otte danske børn som følge af mishandling eller vanrøgt.
- Babyer under 1 år er mere udsatte for vold med døden til følge (tre gange) end børn mellem 1 og 4 år, der igen er mere udsatte (to gange) end børn mellem 5 og 14 år.
- I langt de fleste tilfælde er det forældre eller stedforældre, der mishandler børnene.
- Ud af de 27 OECD-lande ligger Danmark på en 11. plads.
- Der er et fald i antallet af dødsfald som følge af børnemishandling i størstedelen af de industrialiserede lande. Men dødsfaldene er kun toppen af isbjerget og mange børn bliver slået af deres forældre.
*): A League Table of Child Maltreatment In Rich Nations, Innocenti Report Card, UNICEF september 2003. www.unicef.dk

Hvad siger loven
Danmark er blandt de syv OECD-lande, der ved lov har forbudt fysisk afstraffelse af børn (1997). Revselse, dvs lussinger, endefulde o. lign. er derfor forbudt nu. Vold og mishandling af børn har altid været ulovligt og udgør en strafbar handling i straffelovens forstand. I sager om vold mod mindre børn skærpes bedømmelsen af det voldelige overgrebs karakter, da barnet som offer er værgeløst og ukampdygtigt. Simpel vold som fx slag og spark begået mod mindre børn, vil således meget let blive bedømt som vold af særlig farlig karakter, der kan udløse en hårdere straf.
Fagpersoner som fx sundhedsplejersker, læger, lærere og pædagoger har en skærpet pligt til at reagere og underrette de sociale myndigheder ved mistanke om, at et barn udsættes for psykisk vold eller mishandling.
Men det er ikke blot bestemte faggrupper, som har et særligt ansvar over for børn og unge, der udsættes for vold, mishandling, vanrøgt eller anden nedværdigende behandling.
Ifølge Servicelovens § 36 har alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling, eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.

Hvem er mest i farezonen
Det er vigtigt at understrege, at vold mod spædbørn kan forekomme i alle socialgrupper. Der er dog en betragtelig overrepræsentation i familier, som i forvejen er ramt af sociale problemer. Familierne kan groft sagt opdeles i tre grupper:
- Familier hvor enten mor eller far er psykisk syg. De er sværest at hjælpe.
- Familier udsat for stress, økonomiske problemer, skilsmisse, eller misbrugsproblemer.
- Familier, som får et spædbarn, der ofte er sygt, eller som er handicappet. Eksempelvis kolikbørn kan være en stor udfordring for forældrenes tolerance.
Det er lettest at komme forældre og spædbørn i de sidste to grupper til undsætning.
Samtidigt er risikoen for vold i familien fire gange større, hvis forældrene har psykiske lidelser. Derfor afsatte regeringen i 2003 80 mio. kr. over 4 år, som skal bruges til at sikre, at der tages hånd om børn af forældre, der er i behandling for misbrug eller psykiske lidelser, og til at børn af forældre i behandling for misbrug eller psykisk sygdom, kan møde andre børn, der lever under lignende vilkår.

Yderligere information:
- John Aasted Halse, autoriseret psykolog og faglig konsulent på kampagnen, tlf. 40 15 60 59, e-mail: halse@post4.tele.dk
- Søren Gundelach, cand.pæd, konsulent i UdviklingsForum og faglig konsulent på kampagnen. Tlf. 70 26 03 19, e-mail: sg@udviklingsforum.dk
- For kommenaterer om baggrunden for kampagnen og Socialministeriets handlingsplan om vold mod børn: Line Grove Hermansen, pressesekretær i Socialministeriet, tlf. 33 92 47 49, email: lgh@sm.dk

Kilde: socialministeriet