Vokset op med alkoholproblemer
Forfatter: Birgit Trembacz
Sidetal: 238 sider
Udgivet: 2009
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 9788777065705
Pris ved udgivelse: kr.
I denne bog kaster Birgit Trembacz lys over en længe overset gruppe : ”medmisbrugerne”.
Angst, depression, lavt selvværd og besvær med at skabe konstruktive relationer til andre, er blot nogle af de følgevirkninger, der kan være forbundet med en opvækst i en familie med alkoholproblemer. Mennesker, som har levet eller lever med en alkoholmisbruger, har ofte udviklet særlige karakteristika, som er medvirkende til, at de ikke gør opmærksomme på deres behov for hjælp. Udover ønsket om at nå ud til det enkelte berørte menneske, har forfatteren derfor et ønske om at skabe fokus på ”medmisbrugeren”. I bogen er der derfor fokus på såvel barnet, den unge, som ofte selv er bange for at få et alkoholproblem, og på den voksne.
B.T. anvender cases fra egen praksis, som sættes i sammenhæng med vidensdelen i bogen. Bogen er inddelt i 2 dele, hvor læseren i første del får indblik i alkoholens virkninger, set udfra den pårørendes synsvinkel. I denne del indgår faktuel viden om den alkoholiserede forælder´s benægtelse, personlighedsforandring, selvoptagethed, magtesløshed, abstinenser og delirium set ud fra den pårørendes perspektiv.
Anden del, består af cases, hvor viden og det terapeutisk arbejde er inddraget. Her får læseren får viden om forhold, der karakteriserer dysfunktionelle familier. Her nævnes f.eks. at familiedynamikken i alkoholramte familier, ofte er omvendt hierarkisk, og at relationerne enten er overinvolverende eller distancerende.
Resiliensforskningen viser, at 50 % af børn vokset op i familier med alkoholproblemer, klarer sig godt og får et tilfredsstillende liv. Hvilke faktorer, der er afgørende for at klare sig tilfredsstillende kendes endnu ikke helt.
I bogen vises tydeligt, hvordan familien opfattes som et system, med subsystemer, som forfatteren inddrager med succes for alle. Ved netop at inddrage subsystemerne i familien, løsnes op, for de komplicerede familierelationer,som er opstået gennem tiden. Læseren kan måske lede efter en årsagssammenhæng, ligesom barnet og ægtefællen, typisk vil gøre. Forfatteren flytter dermed fokus fra alkoholproblemets opståen til at placere ansvaret hos den person, der drikker.
Nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen (2008) viser, at der er 122.000 børn (0-18 år) hvor den ene eller begge forældre har et alkoholproblem. Antallet af personer mellem 19-35 år, som er vokset op i en familie med alkoholproblemer, menes at være 181.000 (15 %). Denne faktuelle viden er ikke ukendt for fagfolk i den primære sektor. Derimod er kendskabet til, hvilket indre og ydre liv, der udspiller sig, for det menneske, der har levet, eller lever i en familie med alkoholproblemer mindre kendt. De livslange konsekvenser, det kan få for dennes liv og kommende børn er alvorlige, hvis ikke personen tilbydes terapeutisk hjælp.
Tallene fra Sundhedsstyrelsen tydeliggør, at det drejer sig om sundhedsplejerskens målgruppe (småbørn, skolebørn og forældre) såvel i det opsporende, som i det alment forebyggende arbejde.
I de forskellige cases, præsenteres vi for forskellige børn, der har levet et liv med en alkoholiseret forælder. Deres liv beskrives detaljeret, og giver en nuanceret indsigt i de hæmmende tanker og følelser, der er forbundet hermed. Læseren præsenteres for sammenhænge med den ”hemmeligholdelse”, der har været så nødvendig at opretholde . At føle sig anderledes, ikke værd at elske, at føle sig skamfuld, ensom, vred og have svært ved at fastholde eller opbygge gode relationer – er gennemgående i de mange forskellige cases, som er anvendt.
Bogen er primært rettet til den voksne, der har, eller lever med alkoholproblemer. Sekundært til fagpersoner. Sundhedsplejersker og familiebehandlere vil alligevel i høj grad have glæde af denne bog, ikke mindst fordi helhedsperspektiv falder i tråd med sundhedsplejens familiesyn. Bogen vurderes derfor som meget egnet læsning for alle sundhedsplejersker. Igennem hele bogen fornemmes forfatterens ressourceperspektiv. Hun finder den medafhængiges slumrende ressourcer, og bringer dem frem, så de bliver meningsfulde. Det giver håb om personlig og social udvikling. Eksemplerne viser samtidig, at når tabuet brydes, kan det lade sig gøre at komme styrket ud af en svær opvækst.
Alt i alt vurderes bogen som indlevende og skrevet af en dybt engageret og nærværende forfatter, der har et budskab, som i høj grad er aktuelt og har sin anvendelighed i hele behandlersystemet incl. hos beslutningstagere. For sygeplejersker og sundhedsplejersker er bogen god som baggrundsviden for arbejdet i familierne og i skolesundhedsarbejdet. Vi kan forhåbentlig få øje på endnu flere af de børn, der går rundt i ensomhed og vi kan måske også få øje på den forælder, der ikke har overskud til at udfylde sin forælderrolle, måske fordi livet med en misbruger optager for meget opmærksomhed .
