Kognitiv adfærdsterapi

Forfatter: Anna Kåver
Sidetal: 376 sider
Udgivet: 2007
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
ISBN: 978-87-7706-090
Pris ved udgivelse: kr.


Bogen ”Kognitiv Adfærdsterapi” er, som Anna Kåver selv skriver en kogebog, hvor man får en fin beskrivelse af, hvad kognitiv adfærdsterapi er, samt anvisninger på hvordan man bruger nogle af de forskellige teknikker, der findes i kognitiv adfærdsterapi.

Bogen gennemgår først den historiske udvikling og giver bud på fremtidsvisionerne for terapien. Bogen har på den måde ændret mit syn på adfærdsterapi, i dag er det meget mere end Pavlovs eksperimenter og Skinners teorier. Tankemønstre har fået tildelt større betydning for dannelse af følelser og adfærd.
 
Der gives i bogen en grundig indføring i teorierne bag vores adfærd. Dette afsnit synes jeg er meget relevant for sundhedsplejersker. Vi kan bruge dette i vejledning af mødrene. Afsnittet om validering har gode bud på, hvordan og hvor vigtig det er, at vi kan bekræfte mødrene i deres rolle som mødre/mennesker. Dette afsnit har mange gode eksempler, som gør at bogen bliver spændende og vedkommende.
 
Afsnittet om de forskellige teknikker henvender sig specielt til terapeuter, men vil også kunne bruges af sundhedsplejersker, som har mere specifikke opgaver feks. samtalegrupper for mødre med fødselsdepression. Bag i bogen er der skemaer, som kan bruges i terapierne, samt henvisning til forskellige hjemmesider. Der er også et godt afsnit om kvalitetssikring af terapien.
 
Så bogen er både en rigtig god indføring i den kognitive adfærdsterapi, samt en god opslagsbog, når man arbejder med terapi.