Traumer, Narrativ behandling af traumatiske oplevelser

Det første jeg tænkte, da jeg så bogen, var at det er en besnærende titel, og jeg var meget spændt på at læse den. Det næste jeg tænkte var, at den er meget tung at komme igennem.

Jeg vil imidlertid anbefale at læserne bliver ved bogen, men læser kapitlerne igennem et par gange. Det har jeg selv gjort, og har nu fundet ud af, at den er lige så besnærende og interessant, som jeg i første omgang regnede med.

 

Bogen er baseret på praksisnære fortællinger om terapeutisk behandling af folk med traumer. Både hos børn og voksne.

Den er sammensat af mange forskellige forfatteres tilgang til og deres beskrivelser af deres arbejde med traumatiserede mennesker. Disse beskrivelser er redigeret af den australske skribent og sangskriver David Denborough.

 

Han bidrager desuden selv med et kapitel om en metode til at dokumentere de historier eller vidnesbyrd - som han kalder det, fra traumatiserede mennesker. Han ønsker således, at disse dokumenter senere kan anvendes til bl.a at delagtiggøre andre, som har været igennem lignende oplevelser, og desuden styrke samfundets bevidsthed om virkningerne af traumatiserende oplevelser for at reducere fremtidige overgreb.

 

Michael White, som er en af grundlæggerne af den narrative terapi, bidrager også med nogle kapitler i bogen. Han skriver bl. a om selve arbejdet med mennesker, som lider under konsekvenserne af multible traumer. Heri beskriver han metoder som ceremonistrukturer, eksterne genfortælllinger og genfortællende samtaler.

 

Han bidrager også med et kapitel om behandling af børn med traumer. Han beskriver, at det er af yderste vigtighed at hjælpe børn med at komme sig over traumatiske oplevelser. Men der er altid en risiko for gentraumatisering ved at lade børn tale om disse oplevelser. Derfor er en af metoderne, som Michael White beskriver det, at udvikle barnets underordnede historier. Disse historier skal bygge på barnets egne værdier og håb for sit liv. Ved at gøre dette synligt, opdager barnet muligheder for at handle, en følelse af at have indflydelse og en mulighed for at komme videre.

 

Da bogen primært henvender sig til faggrupper, som møder mennesker, som har oplevet traumatiske begivenheder, og primært handler om terapi, må jeg sige, at dens værdi for sundhedsplejerskers almindelige arbejde må siges at være relativt lille.

 

Dog er tanken om genfortællinger og parallelhistorier en metode til samtaler med børn, som har det svært, som sagtens kan anvendes i sundhedsplejerskearbejdet.